Øl-brassieret oksebov med kartoffelmos

Klik for større foto

Øl-brassieret oksebov med kartoffelmos

Simremad, med masser af smag. Tilføj gerne dine egne ingredienser.

Det skal du bruge :

1.5 kg oksebov med marv og benet intakt
3 store gulerødder
2 storre porrer
2 persillerødder
2 rødløg
3 fed hvidløg
2 guldøl ( Fregat-øl er de bedste )
salt
friskkværnet peber
1 bdt frisk timian (lille)
olivenolie og smør til bruning af steg
fløde og lidt kulør til saucen
kartofler smør og mælk til mos

Sådan gør du :

Tag en stor støbejernsgryde og brun boven godt af i olie og smør. Tag den op og kom de skrællede og groftskårne grøntsager i og svits dem lidt af. Læg herefter boven ned ovenpå grøntsagerne og hæld de 2 fregat-øl i gryden. Kom eventuelt også lidt vand i, bare sådan at boven er halvt dækket af væske. Læg låget på gryden, skru ned for varmen og lad gryden stå og simre i 11⁄2-2 timer.

Lav en god gang kartoffelmos og mens den står og sætter sig så kommer det gode… Tag boven op, benet skulle gerne falde ud helt af sig selv, og tag de udkogte grøntsager op med en si eller hulske og kom dem i en blender. Returnér nu de blendede grøntsager til gryden og tilsæt fløde og kulør til saucen. Smag den til. Skær kødet i 1⁄2 cm tykke skiver med en meget skarp kniv (ellers trevler kødet ) og sever det i et dybt fad med saucen henover. Med kartoffelmos til er der ingen som forlader bordet sultne! Der bør drikkes øl til.